Venlighed som metode

For 10 år siden afsluttede jeg en epoke i mit liv og indledte en ny. Jeg havde arbejdet 25 år i reklamebranchen. Det kunne nogle gange godt føles som om tidsfaktoren blev fordoblet, for deadline var næsten altid før fremtiden kunne nå at ankomme.

Alligevel var det hele molevitten værd. En masse søde mennesker, gode oplevelser og en mængde mærkelige og sjove opgaver, der heldigvis overskyggede, de meget mindre søde mennesker og de helt og aldeles uønskede opgaver.

På trods af travlhed og nogle gange temmelig udfordrende kunder, var det overordnet en god arbejdsplads fordi den grundliggende var præget af venlighed som metode:

“Når det lykkes at være et sted, som skaber rum for, at den enkeltes indre kerne kan udfolde sig og bidrage til et givende møde mellem mennesker – så er vi det sted, vi ønsker at være.” *Pengevirke-nr 2-2010

Det er helt grundlæggende, at være glad og tilfreds i livet, det er så centralt i alle dimensioner af vores liv.

Hvad spænder ben for glæde og tilfredshed?

Og hvorfor er der tilsyneladende så meget mistrivsel ? Allerede for 10 år siden skrev Birgitte Ravn Olesen, phd. i kommunikation, fra RUC:

“Medierne strømmer jævnligt over med nyheder om, hvor belastede danskerne er i deres arbejdsliv; stress, grænseløst arbejde, mobning og massevis af sygemeldinger, som belaster såvel offentlige som private virksomheders budgetter.

“Men behøver det at være sådan?”

*Pengevirke-nr 2-2010

Spørgsmålet er, hvem er ansvarlig for hvad?
Hvad er vores eget personlige ansvar for at kunne lede hverdagslivet så klogt og medfølende som muligt?
Hvad er det egentlig for nogle evner og færdigheder, der skal være i spil for at leve i glæde og tilfredshed?

Der er nogle ret interessante tanker i nedenstående citat:

“I stedet for at lære de unge at mærke, sanse og sidenhen rumme og håndtere vanskelige følelser sygeliggør vi almindelige oplevelser som at være ked af det, præstations- og eksamensangst, at føle sig udelukket eller isoleret, ensomhed og meget mere.

Vi læner os op af diagnoser for at forklare, hvorfor vores børn mistrives, og i jagten på en synder kaster vi skylden på en esoterisk syndebuk – kulturen.”

– Jonas Vennike Ditlevsen, psykolog i Politiken 16.12.2019

Set fra mit perspektiv – tror jeg på, at der er rigtig meget brug for at snakke om ansvarlighed og mellemmenneskelighed.
Både vores personlige og vores fælles ansvar for givende mellemmenneskelighed.

Er jeg ansvarlig for, hvordan du oplever det, jeg siger og gør?
Er du ansvarlig for, hvordan du oplever, det jeg siger og gør?
Har vi et fælles ansvar for, hvad vi siger til hinanden og gør mod hinanden?

Tænker ikke at spørgsmålene kan besvares entydigt. For man kan jo godt komme til at sige noget til en anden, som vedkommende opfatter krænkede, men som ikke er sagt for at krænke, men den andens modtagesystem er i periodisk eller permanent offer-modtage-tilstand.

Der er stor forskel på, om man siger noget for specifikt at være ondskabsfuld, fordi man tror sig vigtigere end den anden og derved udøver mobning og psykisk vold eller om man uforvarende siger noget, som den anden vælger at opfatte negativt. Desuden er det vigtigt, at vi giver os selv og hinanden lov til at udtrykke vores tanker og oplevelser.

Ligeledes er der mulighed for, at man ufrivilligt kan komme til at kløjes i ordforbistringer og menings kvababbelser, som følge af rigtigheds- og korrektheds kulturer inden for særlige grupperingers tidslommer. Dem der vælger at opleve sig selv som berettiget til at føle sig krænkede og derfor synes, at de må korrekse ‘os andre’ endda med voldsadfærd.

I min verden er fanatiske, færdigsyede og fastlåste overbevisninger noget af det mest giftige, der findes. ‘Perspektivisk nærsynethed’, som Dalai Lama kalder det. Især fordi den slags synspunkter har det med at blive til ordmissiler, der skal dræbe og skabe mentale lemlæstelser. Hvordan opnå en konstruktiv løsning med den model?

Venlighed som metode

Selvfølgelig har det betydning, hvordan vi taler til og med hinanden, uanset samtalens årsag. Ordvold skaber bare mere ordvold, der bidrager til handlingsvold. “Vi må betragte enhver given situation eller ethvert problem forfra og bagfra, fra siderne og oppefra og nedefra, så der er mindst seks forskellige vinkler. … og hvis vi gør det, vil vores reaktion være mere konstruktiv.” som Dalai Lama siger i Glædens bog.

For når vi bruger det seksvinklede perspektiv som klangbund for vores samtaler er der ret stor sandsynlighed for, at vi taler og handler ligeværdigt. ‘Du er ikke vigtigere end mig og jeg er ikke vigtigere end dig’, så føler vi os sikre og trygge i samværet, er på lige fod.

“Alle mennesker har brug for tryghed for at kunne udfolde sig. Vi har behov for at mærke, at andre kan forstå os – også på et dybere plan – og at vi føler os genkendt med de styrker og svagheder, vi har. Vi skal kunne opleve, at andre værdsætter vores indsats, når den er god, og at vi kan tale åbent om det, hvis der er noget, som vi ikke lykkes så godt med. Anerkendelse og konstruktiv kritik skal være nuanceret og fremadrettet.” *Pengevirke-nr 2-2010

Så indlysende og alligevel i virkeligheden hammer svært at føre ud i livet, fordi vi er sådan nogle omvandrende komplekse skabninger, der ofte lader sanserne opleve tingene lidt ligesom vinden blæser, og derfor blot reagerer uden omtanke og ‘venlighed som metode’.

Vi har unægtelig en tilbøjelighed til at ville have ret og går rundt og tror at vi har patent på ‘sandheden’ og må dømme de andre dumme. Den dialogløse model laver ikke ret meget andet end ballade.

Som den danske astronaut Andreas Mogensen sagde i en tv-udsendelse – ‘Set ude fra rummet, er der ingen grænser på jorden, det er noget mennesker har skabt.’

Så sandt, vi skaber mange følelsesmæssige og fysiske grænser og benspænd for os selv og hinanden. Måske skal vi øve os i venlighed som metode i stedet ? Forsøge at skabe rum for, at den enkeltes indre kerne kan udfolde sig og bidrage til et givende møde mellem mennesker – så er vi det sted, vi ønsker at være.

Og i øvrigt er der en glimrende god bog, der også med videnskabelig forskningsbaseret evidens understøtter betydningen af: ‘venlighed som metode’.

Davis R. Hamilton: ‘5 positive bivirkninger ved at være venlig.’

“En bivirkning indtræder ved siden af den virkning, der var hensigten. … kort sagt gør venlighed os gladere, det er godt for hjertet, det forhaler aldring, det forbedrer vores forhold, og det smitter. … Med venlighed, har vi ikke mindre, når vi giver, vi har mere. Det er ‘venlighedsparadokset.’ … Der er noget i den menneskelige natur, som holder af de forbindelser, vi skaber ved at hjælpe hinanden.”

Bogen udvider perspektivet på venligheds essentielle betydning. En nem måde at blive mere bevidste om, hvorfor venlighed er en central spiller i alle mellemmenneskelige sammenhænge. Et skønt citat i bogen af Mark Twain:

“Venlighed er det sprog, den døve kan høre og den blinde kan se.”

*Pengevirke-nr 2-2010:Citater fra: Artikel af Birgitte Ravn Olesen, phd. i kommunikation, RUC. Baseret på en samtale med Lisbet Kolmos og Ejvind Nielsen fra Den Selvejende Institution Marjatta.