Kender du det, at være vejvred ?

Et vejvredt menneske, er en person, der sidder inde i en bil, og opfatter sig som verdens hersker, mens alle andre bilister er totale idioter ude af stand til at begå sig i trafikken. Og set herfra er de fleste på cykel selvmordscyklister, der kører her og der og allevegne, uden hensyn til noget og nogen.

Det er lidt det samme på en cykel – de andre cyklister er notoriske idioter, og burde holde sig fra vejen og helst blive derhjemme. Og set fra cyklen, skal biler jo slet ikke færdes frit på vejene.

Tror det går lidt bedre for fodgængere, det er knap så udbredt, at de råber og løfter fingre ad hinanden. Der ser vi hinanden tæt.

Hvordan kan det være, at nogen af os, mig selv inklusive, nogen gange reagerer sådan ?

Det er jo i virkeligheden så meget spild af liv som noget kan være. Alligevel forhindre det os ikke i, at storkommenterer og dømme alle de andre elendige trafikanters opførsel i trafikken.

Måske er det et meget godt billeder på, at vi er tilbøjelige til at tro, at andre børtænke og gøre og være præcis som os selv, eller i det mindste lige så kloge, omend knap så vigtige, som os selv ?

For selv om det ikke passer i alle livets sammenhænge, er det jo nogen gange, vi kommer til at tro, at det er sådan det er: At jeg er lidt klogere og vigtigere end dig, er det ikke ?

Ihvertfald er vi oftest selv, i den grad bedre til at aflæse trafikken, placere os rigtigt, holde den rette afstand, ikke komme i tanke om at skifte bane midt i det hele og selvfølgelig af passe farten efter forholdene, for slet ikke at tale om dem, der ligger og flyder i et yderspor på motorvejen, de slingrende der taler i mobiltelefon holdt i hånden, (brug dog hørebøfferne) … listen er meget, meget længere.

Vi kan her virkelig tale om, at vores indre dommer får fuldstændig frit spil. En letflydende vrede, der er rettet mode nogen, vi i virkeligheden aldrig nogen sinde kommer til at udtale vores vrede til !

Kun de særligt meget vejvrede står ud af deres sardindåer og vil være korporlige, eller cyklister, der lige skal hamre løs på en bil. De er dog mere sjældne. Måske er de mennesker lidt mere altid vrede, sådan hverdags vrede ?

En historie fra det virkelige liv

For mange år siden, på vej til børnehave med min datter, gik bilen i stå og ville ikke starte igen. Lyset skiftede fra rødt til grønt flere gange. Bagved mig holdt en bil, der viste sig at indeholde en eksplosiv kvinde. Hun dyttede og dyttede og dyttede.

Jeg prøvede naturligvis at starte bilen, dog uden held. Blev mere og mere småstresset, forvirret og desorienteret. Jeg skulle jo afleverer min datter og nå på arbejde inden kl 9.00 og alt det hele var ved at bryde sammen, fordi bilen strejkede.

Det var som om, hun antog, at jeg holdt der for grønt lys, alene for at spærrer vejen og forstyrrer hendes videre livsfærd, der lige nu blev forsinket lige som min.

Tilsidst stod jeg ud af bilen og gik hen til hende og fortalte hende, at bilen altså nægtede at starte. Sikke hun kogte og spyede galde, men det startede jo ikke bilen, kan jeg lige nævne. Hun holdt dog op med at dytte og dytte og dytte.

Husk, at du aldrig kan gætte, hvad der foregår i de andres hjerner !

Forestil dig, at hun i stedet for var kommet hen og havde spurgt, hvad sker der ?  Er der noget jeg kan hjælpe dig med ?

Så kunne vi sammen have skubbet bilen ind til siden og hun kunne være kommet videre og jeg være knap så stresset og forvirret.

Når jeg ser på det, sådan lidt oppefra og uden for trafikkens trængsel, ser det unægtelig ud til, at vi får sat os selv i et lidt bedre lys, end de der andre nuller, når vi sidder der og sidder i vores ‘panservogn’ of ser på alle fjenderne. For de ved vi åbenbart at de er. Det står helt klart for os, hvor ualmindelig forkerte og dumme de dog er. Arme stakler og er det virkelig nødvendigt at være i en by og et land med så mange tåber ?

Den største tåbe, er jo desværre mig, der sidder og skælder ud. Spild af godt liv og god energi.

Jeg kan ikke rigtig lave dem allesammen om, som jeg vil have dem, (lidt træls), og jeg ved jo rent faktisk ikke, hvorfor de agerer, som de gør (er god til at gætte), og ved ikke hvordan jeg skal starte en sur bil, (mega ærgerligt).

Er det GPS’en der siger, skift bane, et kæmpeskænderi lige inden bilturen begyndte, fået er sørgelig besked, mødet der venter forude, – uopmærksomhed.

Alle trafikanters største synder, uopmærksomhed. Hvem af os kender ikke de her menneskelige fejl fra os selv ? Eller at bilen pludselig strejker ?

Det er måske meget godt at minde os selv om, at vi rigtig meget er nøjagtig lige som alle de andre bilister, måske bare ikke lige i det give øjeblik.

Egentlig kan vi jo lige så godt bruge tankeenergien til lidt mere klogt og medfølende, ikke mindst være opmærksomme på, hvad der sker eller ikke sker her og nu, og tænke lidt på, hvordan kan jeg være til gavn og glæde i dag ?

Der er en mere smart vej gennem trafikken

Der er faktisk evidens for, at når vi gør noget godt for hinanden, bliver vi gladere indeni, alene fordi vi derved aktivere det hormonelle belønningsystem, så det frigiver gode neurokemikalier med velvære i. Og alt andet lige, er det sjovere at være glad end sur !

Måske skal vi bare lade vores medtrafikanter køre med deres livsbagage af glæder og sorger, dumheder og færdigheder, der højst sandsynligt ligner vores til forveksling og i stedet tage vel vare på vores egen måde at være venlige og hensynsfulde i verden på ?