Er der noget, der hedder ‘‘Facebook-fobi’?
Ja, det er der, og jeg ved det, fordi det er en fobi jeg lider af og ikke længere vil lide af!
En fobi er ubevidst usund angst for noget, fx edderkopper, som er en ret kendt fobi. Hvorfor være bange for en lille bitte edderkop? Facebook-fobi kender jeg kun fra mig selv.
Som psykoterapeut, ved jeg jo så til gengæld, at alle usunde angstformer, som fobier, usund angst og bekymringer, kan afhjælpes med NLP og terapeutisk hypnose.
Forudsætningen for at helbrede disse usunde angsttilstande er først og fremmest, at være klar over, at det er et problem, og dernæst at vide, at de følelsesoplevelser ikke behøver at blive ved med at få lov til optræde på hjernens bevidsthedsscene som hovedpersoner i en musical!
Selvfølgelig har jeg været klar over, hvordan jeg havde det med at skulle etablere min hjemmeside, – skrækkelige, skrækkelige kvaler. Offentligt, at stå frem og fortælle om mit faglige virke. Hvad er det egentlig, jeg er god til ? Skrækkelige, skrækkelige kvaler. Heldigvis er de bump på vejen overvundet.
Derimod er der jo ikke nogen, der kan gætte, at jeg tilbyder psykoterapeutisk behandling, hvis jeg ikke fortæller om det, vel?
Desuden ved jeg erfaringsbaseret, at mine terapeutiske teknikker og metoder virker effektivt mod de usunde og uhensigtsmæssige angstformer, der en slags tankernes ukontrollerede saltomortaler.
Blog indlæg og Facebook
Sidenhen er jeg begyndt at skrive blog indlæg om emner, der optager mig og som jeg har lyst til at formidle. Det er også en måde, hvorpå jeg måske kan vække lidt nysgerrighed om sindets veje og vildveje. Som fx – vildvejen facebook-fobi?
Det næste skridt blev, at jeg overvejede også at lægge mine blog opslag på facebook, i håb om, at flere ville læse med. Problemet er bare, at jeg har det rigtig elendigt med facebook!
Det er så ambivalent – på den ene side vil jeg gerne dele mine blog emner med flere og på den anden side har jeg vild modstand mod at åbne min facebook side. På en eller anden måde, er det er som om det lammer mig fuldstændig med en følelse af: skrækkeligt, skrækkeligt! Hvorfor???
Hvor kommer det store ubehag fra?
Hvorfor vil jeg helst løbe skrigende bort, når jeg nu alligevel lukker min Facebook side op?
Det er som om, jeg bliver fuldstændig overvældet og forvirret, af alle de billeder og alle de tekster og beskeder om alt muligt, som i virkelig OM ALT MULIGT fra ALLE MULIGE til ALLE MULIGE.
Dertil kommer ‘listerne’ med personer, der er på, og systemets opfordringer OM ALT MULIGT, også om venneforslag fra nær og fjern, som jeg ikke aner hvem er. Skrækkeligt, skrækkeligt. Det er som om, det tager pusten fra mig.
Hvad er jeg egentlig bange for ?
Mens jeg sad sammen min uundværlige online livline og helt, Cecilie, siger hun stille og roligt, ‘er det fordi, du føler dig overvåget’?
Det vakte virkelig en genklang i mit ubevidste system. Følelsen af at være overvåget og iagttaget på en lidt skjult måde, er åbenbart noget, jeg bryder mig meget, meget lidt om.
Hvor pokker kommer de tanker, følelser og fornemmelser af at blive overvældet og forvirret, overvåget og iagttaget fra?
Hvordan monstro, er de blevet forbundet med så stort ubehag og modtand i mit indre univers, at det føles skrækkeligt, skrækkeligt?
Svarene på de spørgsmål, har jeg endnu ikke fundet – det må jeg eventuelt se at få udforsket i min næste egenterapi:
- hvorfor bliver jeg så overvældet og forvirret af alle de informationer og kommentarer?
- og hvorfor føler jeg mig overvåget og iagttaget, blot fordi andre er inde på deres facebook side?
Principielt er det jo helt ufarligt. Det er bare en masse livskommentarer fra forskellige mennesker, som jeg kender på en eller anden måde. Aldeles ufarligt.
Hvordan kan jeg lære at håndtere disse ubehags oplevelser?
I første omgang handler det om, at jeg øver mig i opmærksomt at lede min tankeenergi forbi alt det flimrende og uvedkommende, som skaber forvirring, overvælder mig og gør mig desorienteret. I stedet for skal jeg fokusere på, at de digitale platforme er gode steder til at formidle det, jeg har på hjerte, basta.
Det går også virkelig langsomt fremad og lidt efter lidt er det noget mindre skrækkeligt. Alt, hvad der kan ‘klikkes fra’, er ‘klikket fra’, så der ikke popper mere information op i mit sanseapparats modtagecenter end højst nødvendigt.
Sådan lidt sammenfattende er jeg vel gået fra en følelse af at blive paralyseret ved synet af flodbølgen ’min facebookside’, til oplevelsen af mere moderate krapsøer, samtidige bølger fra flere retninger, og som jeg med koncentreret opmærksomhed kan overskue at ro igennem med en følelse af sikkerhed og tryghed, og tillidsfuldt vide, at det kan jeg sagtens håndtere.
Jeg ved jo, at alt kan overvindes, når blot jeg er villig til at ville modtage hjælp til at kortlægge problemet, i samspil med kloge og medfølende medmennesker.
Jeg ved jo, at alt allerede er godt, når blot jeg ikke stritter mod virkeligheden, som den er, (en online platform, er bare en online platform) eller hvis jeg vil have virkeligheden til at være noget andet end den er (hellere ufarlig og behagelig) og forstår, at virkeligheden ikke nødvendigvis er, som jeg skaber den, (facebook er en farlig flodbølge, der falder ned over mig).
Jeg ved jo, at alt er som det skal være, når jeg lever med livets katastrofer* (og ikke løber skrigende bort og lader problemet vokse), men er forvisset om, at jeg kan lede mine tanker og træffe kloge og hensigtsmæssige valg.
Med hjælp fra min uundværlige online livline, Cecilie, hos Utzon Graphics, har jeg fået etableret en MindBody MindTerapi Facebook side og linket de første blog oplæg.
Og det er slet ikke længere nær så skrækkeligt.
- *Titlen på Jon Kabat-Zinns bog: ’Lev med livets katastrofer. Sådan bruger du kroppens og sindets visdom til at håndtre stress, smerte og sygdom.’