Er det gode liv på den anden side af lidelsen ?

Tour de France er netop overstået, og vi har været vidne til, hvad menneskelig formåen er i stand til at præstere, (både med og uden doping).

Hvordan kan cykelrytterne overhovedet gennemføre Tour de France etapernes strabadserende udfordringer uden at falde om af udmattelse ?

Den 21.7.2019 skriver Christopher Juul-Jensen, dansk professionel cykelrytter på Mitchelton-Scott holdet om at deltage i årets Tour de France i Politiken.

Overskriften hedder:  “Jeg er afhængig af lidelsen. 

Alt, hvad der er smukt i livet, opstår efter lidelsen.”

WAW – for en erkendelse – “Alt, hvad der er smukt i livet, opstår efter lidelsen”

Og han reflekterer selv over, at det er lidt svært at forklare, hvordan det føles at køre løbet:

‘’Jeg har selv svært ved at forstå det. Jeg prøver heller ikke at finde svar på det. For jeg ved, at lige pludselig forsvinder jeg ind i en boble. …

Jeg overlader mig selv til løbets vilkår. Kroppen kæmper ikke imod. Den søger ikke efter svar. Den er indstillet på, at sådan er virkeligheden …

Løbet bliver til en slags trance.  … Livet skal gøre ondt engang imellem, for det er først dér, man sætter pris på det gode liv.”

Hvilken fantastisk indsigt og erkendelse. For slet ikke at tale om, en storslået beskrivelse af sindets betydning for at kunne stå lidelsen igennem. Evnen til at forsvinde ind i en boble af opmærksomt nærvær, fuldstændig indstillet på at lige nu er virkeligheden sådan, og selvom det gør ondt gennemfører jeg, fordi belønningen er det værd.

I ‘Lev med livets katastrofer’ skriver Jon Kabat-Zinn:

 “Mindfulness er en færdighed. Man kan opfatte det som en muskel. …Ligesom muskler udvikler den sig også bedst, hvis den får lidt modstand.”

Med andre ord – vores oplevelse af livet lige nu afhænger af, hvordan vi har trænet eller ikke trænet vores mindfulness-muskel:

 “Det nærvær, der opstår, når man bevidst, med vi og uden at dømme er opmærksom i nuet.”

Det mest interessante er, at vi med en veltrænet mindfulness-muskel og en veltrimmet fysik er bedre rustet til at cykle gennem livets Tour de France stigninger, nedkørsler og flade strækninger med eller uden brosten. Det handler rigtig meget om den måde, vi vælger at være i relation til smerte og lidelse på, for det er det perspektiv, der gør en stor forskel.

I min optik er det dybt fascinerende at se nogle af de ekstreme stigninger cykelrytterne mestrer uden at stå af og trække cyklen. Altså, Valby bakke er da slem nok, og så forestille sig den fortsætte 33,4 km opad. Imponerende, at det overhovedet kan lade sig gøre. Dyb respekt for de cykelryttere, der kan gennemføre de 3.365,8 km og stadigvæk stå på benene. Sikke en fysik og sikke et en mental ballast !

Tror det er rigtigt, at ‘livet skal gøre ondt engang imellem, for det er først dér, man sætter pris på det gode liv’.

Selv kommer jeg bedst over bjergpas i bil og det kan endda være noget nervepirrende på de ofte smalle veje med stejle afgrunde lige uden for vinduet, men jeg gennemfører også !